Andersvænge er en af de yngste af den tidligere åndssvageforsorgs store institutioner. De fleste af dem er fra århundredeskiftet, hvor samfundet var tilbøjeligt til at skjule handikappede, ”gemme dem hen på et roligt, smukt og godt sted”, som det hed i et lille skrift fra 1955.

Slagelse blev i 1938 udpeget som stedet for en ny institution til aflastning for de store københavnske institutioner. Slagelse var stolt over at være blevet valgt. Det ville i 30’ernes arbejdsløshedsperiode betyde, at arbejdsledige kunne blive statstjenestemænd, og det kunne sætte gang i byens forretninger. Byen skænkede 29 ha jord på Slagelse Nordre Mark. Staten betalte opførelsen og driften. Prisen for byggeriet blev 1.378.500 kr.

Andersvænge blev bygget som en moderne institution, som skulle stå som eksempel for kommende byggeri både i Danmark og udlandet. Den skulle desuden kunne beskæftige 245 ”oplæringsmulige og arbejdsføre unge mænd og kvinder fra egnen”.

Institutionen skulle tages i brug 1. maj 1940, men krigen kom i vejen, og indvielsen måtte udsættes. Der var stor frygt for, at tyskerne ville beslaglægge de nye bygninger og bruge dem til kaserne. Samtidig stod man overfor at skulle evakuere den københavnske institution ”Hübertz Minde”, det gamle marinehospital, som lå lige ved siden af Orlogsværftet, og derfor kunne forventes at blive et bombemål. Man besluttede derfor i hemmelighed at overføre alle Hübertz Mindes beboere, 190 i alt, til det nyopførte Andersvænge. Flytningen fandt sted den 25. april 1940.

Inden længe var antallet af beboere 390, og overbelægningen var allerede fra starten et farvel til tanken om eneværelser. Mange var sengeliggende, og det var et helt andet klientel, end institutionen var bygget til. Det medførte, at man i begyndelsen af 1950’erne udvidede Andersvænges areal til det dobbelte, og man opførte to meget store hospitalsafdelinger.

I starten af 1960’erne var tallet oppe på 680 beboere og Andersvænge blev også institution for grønlandske handikappede. Beboernes antal begyndte at falde fra 1964 i takt med overflytningen til ekstern forsorg, pensionater og bofællesskaber. I år 2000 var man nede på 200 beboere.

Det var den lægelige behandling, der var i højsædet fra institutionens start til 1960. Herefter begyndte de sociale og undervisningsmæssige sider at få indflydelse på synet på behandlingen af de udviklingshæmmede. Denne udvikling blev forstærket de næste 20 år. Omkring 1980 var den lægelige ledelse en saga blot på Andersvænge. Samtidig skiftede man fra at være en statslig institution til at høre under amtet. De socialpædagogiske foranstaltninger står i dag i centrum.

Andersvænge er den eneste af landets 11 store centralinstitutioner, der er bevaret i sin hidtige udstrækning. Den står nu overfor yderligere udbygning. Det giver enestående muligheder med hensyn til tryghed, friluftsliv, beskæftigelse og store arrangementer, så som musikfestivaler, koncerter, sommerfester og meget andet.

Hvor det før tilrådedes, at alle skulle have eneværelse i stedet for store sovesale, tilstræbes det i dag, at alle skal have egen lejlighed som samfundets øvrige borgere. Hvor man før holdt beboerne inde på området, er det i dag almindeligt at møde dem på gaden eller i byens forretninger, ligesom byens borgere går tur i Andersvænges smukke park og får en lille snak med beboerne.

ERLING KRISTENSEN (2006), Dansk Forsorgs Historiske Samling