Erling Kristensen

Stifteren af Dansk Forsorgshistorisk Museum var Erling Kristensen. Erling var oprindeligt uddannet som gartner, men valgte at tagetage uddannelsen til omsorgsassistent ved det tidligere Andersvænge, hvor han igennem mange år arbejdede som værkstedslærer.

Han var et menneske, der var dybt engageret i at forbedre vilkårene for de udviklingshæmmede. Altid behandlede han de udviklingshæmmede med værdighed og respekt.

Erling Kristensen var en af dem der oplevede den revolution af forholdene for de udviklingshæmmede, der er sket gennem de sidste 40-50 år og han satte sig for at bevare de udviklingshæmmedes historie. Gennem årene fik Erling Kristensen indsamlet en enorm mængde af effekter, foto, faglitteratur, film, avisklip og meget mere der dokumenterer "de gemtes" historie. Hans vision var at skabe et Nationalt Dansk Forsorgshistorisk Museum på det tidligere Andersvænge.

Erling Kristensen var vildt berømmet for sin store foredragsvirksomhed, hvor i tusindvis af mennesker fra alle samfundslag kunne høre ham fortælle i timevis om de mennesker der var gemt og hvor han sikrede at de ikke blev glemt.

"Ikke længe havde jeg samlet gamle effekter, før jeg mærkede beboernes særlige interesse herfor. De kom selv med ting, som de mente kunne have min interesse.

De opdagede for første gang i deres liv en mulighed for at forbinde det de så her, med deres egen uformulerede baggrund. Det var som om der var så meget de ville fortælle, men først nu med genstanden i hånden, kunne berette om tidligere tiders episoder, trods et lidt manglende ordforråd.

En særlig oplevelse havde jeg som værkstedslærer, hvor de fra den lukkede afdeling, afleverede noget gammelt fikseringsudstyr, bælter, læderhandsker, muffetrøje m.m. på mit værksted.

Øjeblikkelig bredte en uhyggelig stemning sig blandt beboerne i lokalet. Alle havde ubearbejdede oplevelser med disse genstande. Det var tydeligt at her var også midler til at få løst op for de indeklemte frustrationer.

Jeg bad en af de bedre fungerende beboere om at give mig en muffetrøje på - "det var så sjovt". Så tog hun selv en på og et øjeblik efter jublede hele holdet. Alle skulle prøve et eller andet.

En voldsom forløsning bredte sig, alle skulle overgå hinanden med at fortælle og berette. Andre kom løbende til. De ville også fotograferes med hele udstyret på. Aldrig har jeg oplevet så voldsom en afreaktion. Her var en opgave der skulle løses og kunne løses.

Siden har jeg mange gange oplevet lignende optrin på museet.

Det er indlysende, at her er beboernes eneste chance for at få løst op for fortidens uhyggelige hændelser. En absolut enestående mulighed for en psykoterapeutisk behandling, endnu mens tid er, inden disse mennesker i deres alderdom skal genopleve deres fortid som gruopvækkende natlige mareridt."